I 1995-1997 blev Kuglegården ombygget, og der blev opført en ny bygning af arkitekterne Karsten Rønnows Tegnestue og Hans Scheving.
Hele anlægget er grundmuret og opført i gule flensborgsten. Facaderne er karakteristiske på grund af de mange rundbuede porte med pilastre imellem. Bygningerne har profilerede gesimser i formsten op mod de helvalmede, opskalkede tage, der er beklædt med tegl. Vinduerne er opsprossede og hvidmalede, portene er grøn- og hvidmalede.Mellem de to hovedlænger mod vandet findes den tidligere hovedindgang, Kongeporten. Den er opbygget som en portal med skulptur af Kong Christian VI.