Den nordlige del af Kongensgade blev gågade i 2001 og er 1. etape af en ny type gågader i Odense. Belægningen består af gule klinker, der er specielle for Odense og ses på en stor del af byens fortove. I gågaden har klinken et særligt format og en overfladebehandling, som er med til at markere gadens særlige funktion. Langs husene ligger der sortgrå kinesisk granit. Udformningen af gågaden er foregået sideløbende med den kunstneriske udsmykning af gaderummet, som omfatter bl.a. vandvæg, bassin og 8 granitkolosser. Kunstværket markerer sammen med steler, vandrende og beplantning det samlede gadeforløb.