I 2006 blev det besluttet at etablere en faunapassage ved opstemningen i Munke Mose, for at skabe fri passage for dyrelivet i Odense Å. Passagen blev etableret som et stenstryg uden om det eksisterende stemmeværk.
På dette interessante sted , hvor byen møder Odense Å og den landskablige park Munke Mose, blev der krævet en særlig opmærksomhed på det organiske i form af parken, det retvinklede i form af byen, grænsen i form af overfaldsvæggen, og til sidst formidleren i form af broen. Anlæggets hovedelementer er det 160 m lange stryg, den tilsvarende overfaldskant udført med en halvcirkelformet betonhammer som udgør den symbolske grænse mellem byen og parken, hvilket også understreges af vandets henholdsvis rolige og urolige flade på hver side.
For at få det nødvendige niveauspring mellem det eksisterende stemmeværk og stryget, er der etableret en bastion med græs og piletræ mod syd, mens der mod nord trappes ned i nogle lange trin der ender i en spids chaussestensbelagt flade, hvorfra man på tæt hold kan se de mange niveauer og vandets fald over dem.
På parksiden slynger stryges bred sig mod parken og opholdstrin i indfarvet beton følger denne slyngning. Inspireret af en vifte "vrides" betonfladerne for at gøre indgrebet i parken så lille som muligt, De forskellige trinbredder og anlæggets forløb inviterer til forskellig former for ophold og leg. Vandets brusen fra overfaldskanten betyder, at trafikstøjen fra Filosofgangen ikke opleves, og sammen med kontakten til byen, parken og aktiviteterne gør stedet til et attraktivt nyt byrum.